APstacle Team Race 8. April
I weekenden blev APstacle Team Race afholdt på forhindringsbanen i Hareskoven. Det var anden gang vi afholdt et team race og ved dette race skulle deltagerne løbe sammen med deres makker hele vejen og ikke skifte hver omgang, som deltagerne gjorde ved sidste event. Banen var blevet forlænget og der var flere højdemeter på hver omgang, mere single trail og forhindringerne var blevet sværere. Der var lagt op til et hårdt race. Sammenhold, styrke, taktik og udholdenhed kom på prøve og efter 1 time + 1 omgang fandt vi vinderne. Bedste herrehold nåede 8 omgange på den 2 km lange rundstrækning og bedste kvindehold nåede 7 omgang. 16K og 14K skulle der altså til før man kunne kalde sig vinder af APstacle Team Race og det vidner om en hård konkurrence om de øverste pladser på podierne. I hererækken vandt “The Skull Hunters” efterfulgt af “November Drengene” og “Team AK Machine Gun”. I kvinderækken vandt “Team AniMic” foran “Nutramino OCR Fighters” og “Team LiSo Power”.
Vi så på tætteste hold, hvor hårdt I alle kæmpede med at få omgange hjem inden timen var gået, og jeres fightervilje er imponerende. Stor respekt herfra! Racet gik rigtig godt og det skyldes bl.a de frivillige, som var mødt op som dommere og vejvisere for deltagerne. TUSIND TAK!
Som arrangør var det en kæmpe fornøjelse, at se det arbejde man havde lagt i eventet blev taget så godt imod af deltagerne og det giver os blod på tanden til, at give jer endnu flere races i fremtiden. Vi er på nuværende tidspunkt allerede i gang med, at planlægge et kommende race og vi giver selvfølgelig besked, så snart vi har yderligere info klar til jer. Der er masser af races i kalenderen og vi ved i holder jer skarpe til vi igen ses på startstregen.
Alt det bedste
// Anders & Daniel